2. november 2022
Den positive udvikling fortsætter
NDI Holding A/S er kommet ud med et overskud på 113 millioner kroner før skat. Med en styrket bundlinje og fortsat vækst på alle nordiske markeder står NDI-koncernen ifølge direktøren bedre rustet til en fremtid præget af en stigende usikkerhed på markedet.
NDI-koncernen har igen præsteret et regnskab med et øget overskud, som med et resultat før skat på 113 millioner danske kroner er 9 millioner bedre end året før.
- Vi er godt tilfredse med resultatet og meget glade for den store indsats fra alle medarbejdere og de gode samarbejder med vores kunder, der har gjort det muligt igen at stå stærkere rustet til fremtiden. Det giver os endnu bedre forudsætninger for at tilbyde kunderne attraktive løsninger, der hjælper med at holde deres forretning rullende i en tid, hvor forsyningssikkerhed fylder meget for mange virksomheder, siger CEO René Kristensen.
Fokus på tilgængelighed
Det forbedrede resultat har ifølge direktøren været drevet af en mere effektiv drift samt tilgængeligheden af varer, der har været blandt de vigtigste fokusområder:
- Siden regnskabets begyndelse i sommeren 2021 var der stadig en del udfordringer som følge af coronaen. Ikke mindst med forsyningssikkerheden fra Fjernøsten. Derfor brugte vi mange kræfter på at sikre vores forsyning af dæk og få fyldt lagrene op, så vi kunne sikre vores kunder en stabil og pålidelig forsyning af varer i en udfordrende tid, siger René Kristensen og uddyber:
- Samtidig har vi opnået en mere effektiv drift af forretningen gennem optimering af vores lagre og logistik. Desuden valgte vi i august i år at investere 20 procent af vores overskud i at sikre en mere bæredygtig energiforsyning gennem opsætningen af solceller på over 14.000 kvadratmeter tag samt luft-til-vand varmepumper på vores hovedkontor i Brørup. Omvendt har vi haft øgede omkostninger som følge af det af myndighederne betingede opkøb af dækkæden Euromaster.
Nye forretninger i Norden
Forventningerne til det nye regnskabsår er trods stigende usikkerhed på markedet positive, da NDI-koncernen med etableringen af nye lagre og forretninger i Norden forventer at kunne fortsætte sin vækst:
- Selvom der er meget usikkerhed på markederne er vi forsigtigt optimistiske, fordi vi i løbet af regnskabsåret har åbnet et helt nyt centrallager i Norge og derudover en norsk afdeling af dækhotellet TyreTrust, som kunderne tog rigtig godt imod. I starten af september tog vi også et helt nyt lager i brug i Sverige, siger René Kristensen og fortsætter:
- Det forventer vi alt sammen vil bidrage til at skabe profitabel vækst og en mere effektiv drift af vores lager- og logistikforretning i tråd med koncernstrategien. Så vi føler os alt i alt godt rustet til at gå fremtiden i møde og skabe endnu mere værdi for vores kunder, men vi tager intet for givet i de tider, vi nu lever i.